Henrik Ibsens skrifter

Modtag herved min bedste tak for ​Deres venlige indbydelse til ​festlighederne den 3. November.

Desværre vil jeg jo ikke kunne gøre brug af samme, – og det havde De vel heller ikke påregnet. Men jeg vil dog sende Dem min hjerteligste lykønskning i anledning af mærkedagen, hvilket herved skér.

Jeg tør ikke påstå at jeg har set Dem arbejde på piano no 1. Men et af de første nummere i den lange række var det dog, hvormed De og Deres broder ​ Peter beskæftigede Dem da vi første gang mødtes. Det var ​i høsten 1850, og Ole Schulerud var den, som ​ indførte mig. De og Deres broder boede da og havde et lidet ​arbejdslokale i Cappelens gård. Jeg husker godt at ​De begge personlig deltog i arbejdet. Til medhjælper havde De Thornam, som senere debuterede på Kristiania teater.

Deres broder Peter var mig meget kær. Han er jo nu borte for længe siden. Men hans fine skikkelse står endnu lyslevende for min erindring.

Det er nu altså 40 år siden vi lærte hinanden at kende. Ingen af os ejede synderligt af livets goder dengang. Jeg i alle fald ikke. Men i mellemtiden har vi jo begge to gjort det ganske godt, hver på sine veje.

De lærte tidligt at elske arbejdet. ​Arbejdets lykke gik først senere op for mig. Men så lærte jeg også rigtig tilgagns at skatte den.

Nu sidder jeg hernede, helt fordybet i ​et nyt skuespil. Ikke en ledig time har jeg havt på flere måneder. Thi en overvældende korrespondance kommer til, og den må jo også besørges.

Men om aftenen den 3. November skal ikke alt dette hindre mine tanker fra at dvæle hos Dem i Deres festlige kreds.